Høj iso og Nikon D800
Skal man komme hjem med brugbare billeder på kortet, er der altid sjovest når der har været masser af lys, så man har kunnet tage billederne med lav iso og dermed mindst mulig gryn i billedet (støj).
I søndags var der dog ikke så meget lys til stede, og for at gøre det rigtig spændende, så skiftede hvidbalancen konstant. Samtidig var motiverne i bevægelse og ikke altid der hvor lyset rent faktisk ramte.
Mit kamera et Nikon D800 har det allerbedst under iso 2000, og kombinationen af høj iso og forskellige farvetemperaturer, kan som tidligere nævnt her på siden, få farverne ret langt fra hvad øjet opfatter i virkeligheden. Det er specielt lilla, røde og lyserøde nuancer der snyder kameraet.
Situationen er langt fra ideel for kameraet, så det gælder om at udnytte der skiftende lys til at skabe forskellige stemninger.
Herunder et skud hvor de store følgespots bag i hallen, har fundet gymnasterne i ufattelige stillinger.
I den helt anden ende af spektret har vi billederne der er skudt foran farvede LED-spots uden særligt stort punch (Lumen). Herunder endnu en anatomisk udfordret person (red: dygtig gymnast), der er placeret lige foran et spot med et cyan/rødt lys. For at billedet bliver acceptabelt har jeg justeret hvidbalancen imod 3300 Kelvin og skruet ned for vibrance.
Er der ikke ret meget lys, kan man vælge at udnytte det til at danne omrids, skygger eller lignende.
Mange af billederne er skudt på program A (canon = Av), mest pga. det konstant skiftende lys. Herefter har jeg justeret løbende med eksponeringskompensationen alt efter tøjfarve, lys og baggrund. Enkelte af billederne er efterfølgende lysnet helt op til 2 blændetrin i lightroom da muligheden for større blænde, højere iso eller langsommere lukketid ikke var en mulighed. Med andre ord har jeg bevidst undereksponeret billederne for at få en acceptabel lukketid.
D800’eren er ikke det bedste valg til lav belysning, men i en snæver vending og med lidt kreativ tænkning, kan billederne gøres anvendelige.
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!