Min fuglekuller rammer normalt når der er tale om de store rovfugle, isfugle eller sjældne arter. Men lige i dette tilfælde er vi i en helt anden “boldgade”.

Jeg var taget til Hjarnø, der ligger i mundingen af Horsens Fjord, for at fotograferer den nye livstilsefterskole på øen. I den sammenhæng skulle vi også bruge lidt materiale fra andre steder på Hjarnø, så jeg snakkede lidt med de lokale.  Når jeg spurgte til de gamle vikingegrave på sydsiden af øen, blev der af flere snakket om digesvaler som en mindst lige så spændende attraktion. Lige digesvaler har jeg aldrig gået efter før, og svaler er mest af alt svære at få i fokus pga. deres ringe størrelse og ikke mindst den hastighed de bevæger sig med. De Landsvaler og Bysvaler jeg har set igennem hele min opvækst var måske lidt for normale til at jeg har ofret dem særlig megen tid.

Jeg tog grejet på nakken og ville på vej til vikingegravene gå forbi digesvalerne.

Synet der møder en når man nærmer sig skrænten er imponerende, for luften er tyk af svaler og skrænten er, nær toppen, fuldkommen perforeret af reder.

Kameraets autofokus og ikke mindst fotografens sværeste opgave er at finde skarpe motiver af de mange fugle i luften, og mængden af fejlskud er da også stor, men når man har besøgt dem et par gange, så begynder man at se sjove hændelser i virvaret. Men det er måske netop denne faktor der gjorde at mit transit forbi svalerne endte med at blive til timer – når ja, og et par ekstra besøg på Hjarnø.

Læser man lidt op på Digesvalernes adfærd, så vil man se at hannerne kommer først og påbegynder hulen. Herefter vil han stolt sidde udenfor hulen og tiltrække en mage til sit lille domicil, som de så sammen graver videre på. Og så skulle man tro at de havde svoret troskab, men i virkeligheden er det lidt som Paradise Hotel, de har godt nok et “værelse” men derfor kan man jo godt knalde udenom.

Det er ikke sidste gang jeg kigger på svaler, og har andre lyst, så bare husk at give dem fred, hvis de ikke tør vende tilbage til skrænten.