Endnu en gang Kristina
Jeg har endnu en gang haft fornøjelsen af at skulle fotograferer Ekstremløber Kristina Schou Madsen. Årstiden og vejret denne gang var markant anderledes og noget køligere, for den alt andet end pylrede model 🙂
Kristina Schou Madsen er en god tidligere kollega fra BGI-akademiet, der nu arbejder på Koldingegnens idrætsefterskole. Kristina løber langt… meget langt… af og til er marathondistancen ikke en gang nok. Hun har løbet i Israels ørken, på Grønlands indlandsis, i Himalaya og en lang række andre steder.
Hendes næste eventyr er større og vildere… planen er at hun skal deltage i etapeløbet “Beyond The Ultimate Ltd.”, et extremløb igennem amazones jungle på 230 km. Hun går også med planer om løb i Atacamaørkenen i Chile og mange andre spændende steder. Ta´et smut ind på hendes hjemmeside og facebookside og støt op om hendes ekstreme planer.
Selve fotoseansen skulle stå ved Stakrode strand på nordsiden af Vejle fjord. Vejret var fugtigt og vi var begge kørt derud med vinduesviskerne kørende. Så for at være på den sikre side blev mine flashenheder pakket ind i high-tech fryseposer fra Rema 1000 🙂 Det havde dog nok ikke været nødvendigt, men hellere på den sikre side.
Udgangspunktet for de fleste af skudene er en flash på hver side af Kristina, og begge er sat manuelt, da jeg ønskede at adskille baggrund og løber. Efter lidt bøvl med at den ene ikke udløste, blev den sat til SU-4-mode, så jeg kun skulle bekymre mig om at udløse den ene. En dag som denne ville et par pocket wizards have hjulpet, men jeg bruger oftest bare Nikons eget CLS-system, der dog kræver frit udsyn til den lille runde, mørke rude på siden af enhederne.
En anden udfordring var terrænet, for de flashstativer jeg bruger er skabt til studiebrug og står derfor ikke særligt godt på skråninger. Så ved nogle af billederne blev der brugt meget kreative metoder i forhold til opstilling.
Kristina er som jeg tidligere har nævnt ikke ligefrem pylret, så da jeg mente at det ville være godt at se hende hoppe over en lille bæk, var hun straks med på idéen… også selv om hun var klar over at det nok blev nødvendigt at gentage et par gange. Herudover fandt vi stejle skråninger, træstubbe og andet godt for at skabe lidt ekstremt i billederne.
Tak fordi i kiggede med, og husk at smide Kristina et “synes godt om” eller eventuelt lidt sponsorstøtte hvis i har lyst.
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!